Frihed til at gå egne veje
Palomas nysgerrighed får frit spil, når hun bruger sin gangvogn. Da vi besøger hende, bliver hun tydeligt tiltrukket af stemmer og latter fra et lokale, hvor en gruppe børn spiller bold. Hun opsøger lydene, og så snart hun har fundet kilden, går hun ubesværet nærmere og kigger opmærksomt på børnene, der spiller.
Det er nyt for Paloma at have friheden til selv at bestemme, hvor hun vil bevæge sig hen. Før havde hun begrænset mulighed for at bevæge sig rundt ved at kravle. Det eneste alternativ var at blive hjulpet rundt i kørestol af pædagogerne eller sine forældre – uden selv at kunne bestemme, hvor turen gik hen.
Med sin nye gangvogn kan Paloma – uafhængigt af de voksne – søge egne veje. Hun skal blot have hjælp til at komme på plads i sin gangvogn, og så kan hun gå afsted.