VELA er Danmarks Bedste Arbejdsplads 2025

I april 2025 blev VELA kåret som “Danmarks Bedste Arbejdsplads” af Great Place to Work. Prisen er givet som anerkendelse af den stærke kultur, det høje engagement og den store trivsel blandt medarbejderne i hele organisationen.

VELA er Danmarks Bedste Arbejdsplads 2025

Torsdag den 3. april 2025 fik vi en helt særlig anerkendelse: VELA blev kåret som Danmarks Bedste Arbejdsplads i kategorien 49–499 medarbejdere. Kåringen fandt sted i Falkoner Salen på Frederiksberg og blev uddelt af certificerings- og arbejdskulturorganisationen Great Place To Work®️.

Bag titlen ligger en grundig, uvildig undersøgelse, hvor medarbejderne er blevet spurgt ind til arbejdsglæde, kultur og fællesskab. Og svaret er klart: 98 % af medarbejderne hos VELA mener, at det er et rigtig godt sted at arbejde.

Ifølge Great Place to Work er 98 procent en hel del over gennemsnittet for en god arbejdsplads. Jeg er utrolig stolt over, at vi nu også bliver anerkendt for at skabe en sund og stærk kultur præget af en høj grad af tillid og et positivt arbejdsmiljø blandt alle medarbejdere i VELA, fortæller CEO Per Buus.

VELA blev blandt andet fremhævet for at have den mest konsistente medarbejderoplevelse på tværs af hele organisationen – et udtryk for, at det gode arbejdsmiljø mærkes af alle.
Det er en kæmpestor anerkendelse af vores allervigtigste ressource, som er og bliver vores uundværlige og dedikerede medarbejdere. I de seneste år er vi vokset på både omsætning, produktion og antal af medarbejdere, og de flotte resultater kan jeg takke mine dygtige og motiverede kolleger for. Det er vigtigere end nogensinde, at vi konstant udvikler mennesker og arbejder struktureret med kultur, trivsel og værdier i alle afdelinger og på tværs af generationer, funktioner samt landegrænser med vores kolleger i Storbritannien, Tyskland, Norge og USA, siger Per Buus.

Et fællesskab med retning og mening

Hos VELA fylder relationer og fællesskab meget – og det mærkes. Mange medarbejdere beskriver en særlig følelse af samhørighed og en stærk holdånd i hverdagen.

Flere medarbejdere taler om en familiefølelse og om en følelse af, at alle er på hold sammen og arbejder sammen mod et fælles mål. Vi har et klart formål om at skabe livskvalitet – det gælder både i arbejdslivet og gennem vores produkter, som blandt andet er hjælpemidler til mennesker med funktionsnedsættelser, handicaps og specialiserede stole til sundhedspersonale. Alle medarbejdere i VELA gør en reel forskel, og det gælder fra elever til seniorer, og hvad end man arbejder på lageret eller sidder med de store tal i økonomiafdelingen,” forklarer Per Buus.

Blandt de bedste – igen

For andet år i træk er VELA også blandt de allerbedste arbejdspladser for seniorer. I 2024 vandt vi prisen som Danmarks Bedste Arbejdsplads for Seniorer, og i 2025 er vi igen i finalefeltet med en flot placering i top-3. Det er endnu en bekræftelse på, at vores fokus på trivsel og udvikling favner hele organisationen – på tværs af alder og erfaring.

90 års fokus på mennesker

I år markerer vi også et særligt jubilæum. Det er nemlig 90 år siden, at Vermund Larsen grundlagde virksomheden – med ønsket om at designe møbler, der skaber livskvalitet.

Prisen er en hyldest til de mennesker, som i generationer har skabt grundlaget for en bundsolid virksomhed med en dybt forankret kultur og et klart formål, hvor der altid er blevet investeret i livskvalitet og nære relationer mellem kolleger. I alle årene har det vist sig, at vi på trods af forskelligheder kan skabe rammerne for glade og motiverede medarbejdere, som altid møder op for at gøre deres bedste og bliver ved med at gøre det år efter år,” slutter Per Buus.
VELA er Danmarks Bedste Arbejdsplads 2025