VELA udvider i Aalborg
Vermund Larsen A/S udvider sine kontor-, produktion- og lagerfaciliteter i Aalborg til mere end dobbelt størrelse.
Vermund Larsen A/S (VELA), der for et år siden overtog Meyland-smith A/S i Hjørring udvider igen virksomheden. Denne udvidelse giver yderligere 6.600 kvm kontor-, lager- og produktionsfaciliteter, som grænser op til de nuværende faciliteter i Aalborg.
Efter mange år med solid vækst har vi brug for mere plads, både til det stigende antal kollegaer samt produktion- og lagerfaciliteter. Vi har fokuseret på enkelte kerneprodukter og kernemarkeder, og det har i en lang årrække båret frugt. Vi kan nu trygt udvide vores fysiske faciliteter og give plads til fortsat vækst,
Udtaler CEO, Per Buus fra Vermund Larsen A/S.
Efterspørgslen af stole fra VELA er ikke blevet mindre med Covid-19 pandemien. Hovedproduktet, VELA Tango-stolene, hjælper nemlig især ældre mennesker til øget selvstændighed i eget hjem, så behovet for hjælp udefra ikke er så stort. Denne efterspørgsel er tydelig i Danmark såvel som på VELAs eksportmarkeder.
Det er os en glæde, at vores stole hjælper nogle af de mennesker, som er mest sårbare lige nu og giver dem en tryg hverdag med mulighed for at klare daglige opgaver selv,
siger Per Buus.
VELA overtog bygningerne d. 15/12-2020 og er i gang med planlægning, indretning og klargøring af lokalerne.
Fakta
Vermund Larsen A/S (VELA) har erhvervet 50% af ejendomsselskabet Skelagervej 11 A/S (hvor det tidligere Rumas A/S lå indtil 1/12-2020). De resterende 50% ejes fortsat af Line Søe, der er efterkommer af Rumas’ grundlægger John Pedersen. VELA tæller 150 medarbejdere fordelt på produktionsfaciliteter i Aalborg, Hjørring samt datterselskaber i Norge, Sverige og England. VELA er en dansk, familieejet virksomhed, som er grundlagt i 1935 af Vermund Larsen.